Prolog

De to livløse kroppe lå trykket ind til hinanden i en sidste omfavnelse. Den smule blod, der var løbet varmt og rent fra deres åbne sår, var for længst størknet og forvandlet til brunlige plamager, der ville smuldre som indtørret meljævning, hvis man kradsede i dem med en negl. Den lilles øjne var åbne, og de falmede iriser og tomme pupiller, der virkede matte som blødslebent strandglas, startede en kvalmende fornemmelse i mit mellemgulv, som bevægede sig videre op i struben. Jeg havde lige akkurat åndsnærvær nok til at synke mit spyt. Kulden havde præserveret dem, som havde de lige sluppet deres sidste åndedrag. Den store holdt en livløs arm omkring den lille. Et beskyttende værn mod alt det onde, som verden var fyldt med. Alt det, der ikke måtte slippe ind, og som alligevel var sluppet ind. Som en tavs skygge havde vanviddet sneget sine lange fingre ind igennem sprækkerne i det gamle hus og overtaget kontrollen. Fra de kolde, mørke vægge skreg det sit lydløse skrig: Jeg er her endnu.

Andkær Vig

Når man kigger ud over Vejle Fjord i tusmørke, virker det helt åndssvagt, at vi mennesker nogensinde har troet, at vi kunne kontrollere elementerne.

Igennem den åbne skydedør kan jeg høre en let susen fra fjorden og fugle, der skynder sig igennem en hurtig sang, inden mørket falder på. På den anden side af lydene fra fuglene og vandet kan jeg høre skrigene inde fra byen. Det er som et baggrundstæppe; en kæmpemæssig skrækgobelin i dunkle farver, der sætter en gotisk stemning i rummet. Ind imellem brydes det vævede mønster af en anomali. En knude på tråden. En fejlfarve i garnet. Et lyst, diskant børneskrig eller en gammel mands hjerteskærende jammer. Det er anomalierne, der minder om, at det ikke bare er et tæppe, men mennesker. Døde, døende og efterladte. Alle fortabte. Anomalierne forhindrer, at jeg zoner ud og accepterer tingenes tilstand. At jeg stadig lytter.

I virkeligheden er lydtæppet kun et ekko i min hjerne fra dengang Smitteopsporingen desinficerede Vejle centrum. I virkeligheden er der alt for stille i verden.

Igennem kikkerten kan jeg på den anden side af fjorden se de mørke silhuetter af noget, der ligner en lille hjorteflok ikke langt fra Skovgaarden. De bevæger sig ligesom i små koordinerede ryk langs bredden, indtil de forsvinder op ad skovvejen ved Tirsbæk Gods. Gad vide, om Tove og Eigil stadig lever?

Tidligere blev nordbredden forvandlet til et stjernetæppe af oplyste vinduer efter solnedgang. Nu er der bare mørke.

Når jeg tænker tilbage på tiden her i sommervillaen ved Andkær Vig er der nogle minder, der står klarere end andre. Den aften, hvor vi ankom, udmattede og modløse, står lysende klar. Bjørn dirkede låsen op, og vi konstaterede, at vi var de første på stedet efter sammenbruddet. Villaen var vores. Jeg husker også tydeligt lettelsen, da vi var færdige med at sømme plader over vinduerne, længe efter solnedgang, og vi alle dejsede om i de korte, velourpolstrede topersonerssofaer i den pæne stue. Endelig var vi i noget, der mindede om sikkerhed.

Det var omkring den tid, hvor kadaverbusserne stoppede med at køre; hvor jorden omkring Brians lig var frosset, og hvor forrådet i vores rækkehus var tomt. Jeg pakkede vores tre spejderrygsække med det vigtigste, puttede hund og to kaniner i en transporttaske i den sammenklappelige trækvogn fra Harald Nyborg og hev ungerne med til fods i retning mod Sellerup Strand. Som en lille flok nybyggere på den amerikanske prærie, pionerer på vej mod ukendt land uden andet end hinanden, håbet om noget bedre og en stålsat stædighed efter at lykkes, gik Bjørn, Elvira og jeg vores skæbne i møde, om det så var bisoner, vilde indianere eller grådige pelsjægere. Ud at grave guld! Bygge en jernbane! Opføre en fabrik! Etablere en civilisation! Som Daltonbrødrene fra Lucky Luke sneg vi os forbi bedemanden, der ville tage mål til vores kister, og annekterede nyt land. Vi lirkede døren til strandvillaen op og plantede vores usynlige flag på balkonen. Ingen andre havde gjort krav på villaen. En overset perle.

Folk fandt tidligt ud af, at under en pandemi er det rarere at være uden for byerne end i dem. De, der havde muligheden, rykkede ud af smeltediglerne, ud til landområderne, hvor luften var renere og der var længere hen til naboen. Hovedsageligt fordi naboen var eller ville blive en levende død, der ville bide sig fast i deres hud og trække dem med over i et stadigt voksende limbo af levende kadavere. Sommerhusejerne følte sig mere velsignede end nogensinde før, fordi deres personlige retræte og refugium nu ligefrem kunne redde deres liv. De fire millioner for et sommerhus med udsigt ned til Vejle Fjord havde været alle pengene værd. Hvis man kunne komme derhen. Det var bare ikke alle, der havde deres lille landsted eller sommerhus i nærheden, faktisk lå folks sommerhuse ganske ofte i en anden landsdel end deres folkeregisteradresse. Så da kommunikationen brød sammen og brændstofrationeringen trådte i kraft, udviklede der sig en slags Wild West-lovløshed, hvor folk tog, hvad de havde brug for, hvis de kunne. Det blev meget tydeligt, hvor forskellige grænser folk havde, og hvor forskelligt deres moralske kompasser var indstillet. Nogle rykkede ind, hvor der var tomt; andre hjalp gerne tomheden på vej med riffel eller kniv, hvis deres udsete fæstning allerede var okkuperet.

Jeg kendte villaen godt, selvom jeg aldrig havde været indenfor. I forbindelse med en projektuge, hvor jeg skulle sætte min niendeklasse i gang med et historieprojekt om livet omkring Vejle Fjord, havde jeg lavet research på historiske bygninger langs fjorden, og særligt denne havde fascineret mig. Da den blev opført i starten af 1900-tallet, var den lukrative placering højt i terrænet i skovbrynet med panoramaudsigt over fjorden og langt hen til naboerne særdeles attraktiv for bygherren, som var bankdirektør, socialdemokrat og familiemenneske. Han nød at tilbringe somrene ved fjorden, hvor børnene kunne lege i sandet, fange krabber og græshopper, klatre på de stejle skråninger, falde ned og slå sig og blive rustet til de knubs, han kun vidste alt for godt, at livet ville give dem. Bygge floder og åer og dæmninger og slotte, lave krabbevæddeløb og blive nevet af en lilla krabbeklo så det blødte. Komme hulkende hjem efter hver krigsskade og få plaster på og en marengs stukket i munden af Marie. Hun var med familien i sommervillaen, fordi det hele hurtigt blev lidt for meget for den bryst- og nervesvage frue. Bankdirektørfruen fik det mærkbart bedre af den fris-ke havluft og de helende havbade, men kunne stadig rammes af migræneanfald, hvis det støjede for meget. Det var bedst, at hun holdt sig i ro.

På den nordvendte veranda kunne fruen sidde under sit tæppe og blunde til lyden af de glade stemmer nede fra stranden, og bankdirektøren kunne vinke og sende luftkys til sin blege og silkebløde hustru, uden at hun kunne se hans sorg og bekymring under de buskede øjenbryn og det veltrimmede cykelstyrsoverskæg. Marie kom troskyldigt med te og citronkage til fruen hver eftermiddag, selv på den varmeste sommerdag. En eftermiddag i august fandt hun fruen død under sit tæppe.

Efter det gik der mange år, før der igen lød glade lyde af strandleg og sommerknubs i villaen ved fjorden, og verandaens magiske rum som livets helende arne blev i stedet en rasteplads for melankoliens muse.

Bankdirektørens ophold i strandvillaen syntes at strække sig i det uendelige, mens børnene og Marie blev i byen. Tre filosofiske afhandlinger om sjæl/legeme-paradokset fik han skrevet, mens han skiftevis henfaldt i tom stirren ud over fjorden og manisk, metallisk klampen på skrivemaskinens taster. Et halvt år inde i den fjerde afhandling, som omhandlede åndslivets biologiske vidnesbyrd og jegets sjæletraumer, blev både han og den stærkt forsømte villa reddet af en handlekraftig tante, som på Maries diskrete opfordring påtog sig ansvaret for bankdirektør, børn, husbestyrerinde og en særdeles opmærksomhedskrævende økonomi.

Til alles store overraskelse vandt hans akademiske bestræbelser stor international anerkendelse i visse okkulte og teosofiske miljøer, og hvis man googlede ham, dengang der stadig var internet, dukkede hans navn blandt andet op i tre af hinanden uafhængige okkulte leksika med geografisk placering i henholdsvis Canada, Tyskland og Belgien.

Siden havde villaen med salgsopstilling efter salgsopstilling indbragt husets skiftende ejere ganske svimlende summer; senest i 2016, hvor sommervillaen ifølge Vejle Amts Folkeblad blev solgt til en ung, up-coming e-sportsstjerne for omkring 14 millioner.

Men det er også en god beliggenhed. Så tilpas langt fra alt, at det er meget få smittede, der begiver sig herud, men med så godt udsyn ud over fjorden, at man ikke føler sig isoleret. Og først og fremmest så højtliggende og velindrettet, at den er nem at forsvare og svær at indtage. Skulle man skrive en postapokalyptisk salgsopstilling, ville det vælde over med superlativer, og den ville hurtigt komme af markedet igen.

Villaen har generelt ændret karakter efter vi rykkede ind. Med ejendomsmæglerens positive lingo kunne man sige, at den er blevet gjort tidssvarende og udstyret med alle moderne bekvemmeligheder. Med vores opgradering af stedet er der blevet skabt et cyborg-hus, der er delvist oprindelig liebhaverarkitektur, delvist fantasifulde proteser, designet i en gal videnskabsmands billede på hardcore overlevelsesidyl. I klassisk forstand ikke kønt, men absolut effektivt.

Hele vejen rundt om villaen åbner lange rækker af faldgruber deres gab for de smittede, der måtte forvilde sig hele vejen herud og i deres tankeløse desperation tro, at de kan gå på luft. Bag den tørre voldgrav rejser palisaden sig med spydlignende pæle, der er svære at forcere. Granstammerne står side om side som spidse tandrækker og giver villaen det ondeste smil ud imod verden. Vinduerne er suppleret med skodder, hjemmegjorte efter det forhåndenværende søms princip, der nænsomt lukker husets tomme øjensokler ud imod verden om natten. Nogle er gjort i spånplader, vi har fundet i et udhus, mens andre er de mere kosmetisk velvalgte skabsdøre fra et gammelt køkkeninteriør fra 1960’erne. I havestuen har vi suppleret den brede terrassedør med en udvendig skydedør lavet af en gammel tagplade i ståltrapez. Et deformt men funktionelt arkitektonisk Frankensteinmonster.

Man kan vel nærmest sige, at den idylliske sommerfred, der tidligere strålede ud fra de gule mure, selv da malingen begyndte at skalle af, med vores overtagelse fik et horror twist, der meget fint afspejler verdens og menneskets tilstand. Der er en kerne opbygget af noget fint, sart og håbefuldt, og omkring den et improviseret værn kreeret af alt, hvad desperate hænder har kunnet gribe ud efter.

Det er mærkeligt at tænke på, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Efter den sidste nedlukning tog det bare et splitsekund at vænne sig til den nye virkelighed, den nye sociale infrastruktur. Verdens svindende befolkning bestod hurtigt af to hovedgrupper: Købmændene og overleverne. Købmændene var dem, der hurtigt sad på større mængder af strøm, vand og våben, end de selv kunne forbruge. Eliten. Som var synlige, og havde råd til at være synlige, fordi de var for magtfulde til at frygte hverken de smittede eller overleverne. Overleverne var dem, der skaffede akkurat nok af det vigtige til at klare sig, fandt ud af at forskanse sig, besad et sind, der kunne klare isolationen uden at smuldre, og ikke tøvede med at bruge våben til at forsvare deres fort. Vi lå i den sidste kategori. Vi passede sommervillaen som om det var vores moderskib, men gjorde i øvrigt ikke noget væsen af os selv. Jeg hørte engang en skuespiller, jeg tror, det var Hella Joof, sige, at epidemien var hårdest for de ekstroverte; for de introverte gjorde den i virkeligheden ikke den store forskel. Det passer vist meget godt. Ungerne og jeg har holdt os under radaren på kanten af verden og bare haft ét mål. At overleve. Når vi hentede proviant i Vinding lige syd for Vejle foregik det målrettet, lydløst og næsten usynligt. Hvis ingen vidste, at vi eksisterede, kunne vi fortsætte med det længere.

Det hændte dog, at vi stødte på andre overlevere. Når det skete, følte vi os for en kort stund som en del af det samme opløste samfund. Det var en bizar fællesskabsfølelse; som tidligere gidsler med Stockholmsyndrom, der mødtes flere år efter deres tilfangetagen og tænkte tilbage på episoden med en mudret blanding af angst og nostalgi.

Sådan var det også, da vi for et par måneder siden mødte Tove og Eigil fra menighedsrådet ved Vinding Kirke. Vi var inde i REMA efter forsyninger, da de pludselig stod foran os. Jeg havde nær skudt Tove i hovedet med min håndpistol, fordi jeg blev forskrækket. Vi kom hurtigt på behørig afstand af hinanden og talte så en times tid om løst og fast. Det var mest Tove, der snakkede. Hun fortalte, at deres svigersøn, som hed Poul eller Palle eller noget helt tredje med P, havde været forbi med barnebarnet for et par dage siden. De havde et multihandicappet barnebarn, som blev helt fortvivlet, hvis de ikke besøgte mormor og morfar en gang om måneden. Tove og Eigils datter og svigersøn havde heste, så en gang om måneden smækkede svigersønnen barnet op på den her specialsadel, satte sig bagved og spændte dem sammen i livet og red de godt 14 kilometer hen til mormor og morfar. Imens lå mor bedøvet hjemme på sofaen.

Mor hed Lisbeth og var i øvrigt en rigtig strigle, som jeg havde den sjældne fornøjelse at gå i klasse med i folkeskolen. Jeg har altid haft lidt svært ved at undertrykke spydige kommentarer, når Tove fortalte om, hvor hårdt det var for deres datter. Jeg havde mere ondt af hendes mand.

Lisbeth havde længe været plaget af ‘et skrøbeligt sind’, som Tove formulerede det, der gjorde det vanskeligt for hende at leve et almindeligt liv.

“Forstår du, Laura, hun er jo en lidt særlig pige,” sagde Tove engang og så på mig med et fortroligt blik. Det havde hun bestemt ret i. Vi var bare ikke helt enige om, hvori det særlige bestod. I folkeskolen var det altid Lisbeth, der fik de andre til at hvæsse høtyvene og gå med på mobningen af klassens svageste. Det var også altid Lisbeth, der gik fri, når der skulle udpeges skyldige i klassens dynamikproblemer. Alle forældre elskede hende, for hun kyssede så meget røv, at det var utroligt, hun stadig havde læber.

Manden, der startede med P, gav Lisbeth noget beroligende uden hun vidste det, bare for at han kunne stikke ned til svigerforældrene. Medicinen var en del af en byttehandel, han havde lavet med en gasboss i Horsens, som havde forskanset sig i byens Bilka, fortalte Tove fortroligt. Der havde bossen efter sigende etableret et minisamfund med sin kone og to overlevende børn samt et antal tidligere medarbejdere i hans revisionsfirma. Mod husly og forplejning havde han ansat nogle tidligere parkeringsvagter fra Vejle og nogle hjemmeværnsfolk til at beskytte ham og hans familie, og Bilkas varelager. P havde byttet sig til medicinen for et af Lisbeths fineste islænderføl, fortalte Tove med harmdirrende stemme. Det var ligegodt noget værre noget.

Som altid når vi mødte andre overlevere holdt Bjørn og Elvira sig lidt i baggrunden, og som altid når vi mødte Tove og Eigil begyndte de at småskændes af kedsomhed bare ved tanken om, at samtalen ville komme til at trække i langdrag. Der skulle ikke meget til, før de trykkede på hinandens knapper. Det kunne være noget så ligegyldigt som hvem, der skulle holde hvor på trækvognen og på hvilken måde, håndtaget skulle holdes. Måske var det alderen; måske bare en almindelig søskendeting. Måske hjalp det heller ikke på det, at de havde to meget stærke personligheder og anskuede verden med meget forskellige blikke.

Bjørn var gennemsyret af en indædt retfærdighedssans, der ofte kom til udtryk som harmdirrende forurettelse. Han virkede altid drevet af et højere moralsk endemål, en principkriger, der kunne få enhver aktuel urimelighed til at starte et helt korstog. Han var høj for sin alder, og der boede en voksen mand i hans bryst. Da han var 10 år, lærte jeg ham at køre bil, så han kunne overtage rattet i en nødsituation. Da han var 11 år, lærte jeg ham at skyde med riffel, og senere samme år skød han sin første smittede og brækkede sin første kronhjort. Som 12-årig lignede han en ung mand på 25; han tænkte som en pensioneret elitesoldat, og han talte som en statsansat virolog. Da jeg var barn, var der absolut ingen børn, der kendte ordet ‘kontamineret’, endsige kunne anvende det henkastet i en spontan sætning. Børn i dag er ikke som børn var for bare et par år siden. Som 10-årig kunne Bjørn allerede sige ‘epidemiologi’, ‘inkubationstid’, ‘flokimmunitet’, ‘smittetal’, ‘PCR-test’, ‘antigentest’, ‘selvisolation’, ‘kontakttal’ og ‘sygehuskapacitet’. Pressemøderne, der næsten altid lå lige i ulvetimen, tog noget af den ubekymrede uskyld fra vores børn. Noget af deres barndom. Bjørn var voksen længe før tid, og hans retfærdighedssans var hans ror og kompas i mødet med andre mennesker.

Elvira, derimod, var styret af en aversion imod autoriteter, selvudnævnte eller bestaltede. Den indbyggede trods skød som lyn fra hendes øjne mod enhver, der forsøgte at kontrollere hende, og hun nægtede at lade sig underkue. Det clinchede meget ofte med Bjørns retfærdighedssans. I Elviras Slaraffenland var der ingen politibetjente, kun fri vilje og ulmende anarki. Man kunne ligefrem se det på hende; hun var inkarnationen af en dommedagshippie. Under hele lockdown var det lykkedes hende at vedligeholde en ametystlilla manke. Hun elskede farver, havde gået i genbrugstøj, hun syede om efter eget design, siden hun var gammel nok til at tråde en symaskine, og ville have passet fint ind på Rødkilde Gymnasium i 1990’erne med sine gule Doc Martens, Kurt Cobain-T-shirt og øjenbrynspiercing. Piercingen var blevet til i trods i en af de åbne perioder. Piercere og tatovører hørte ikke til de vigtigste erhverv at genåbne i forhold til kiropraktorer og tandlæger, og deres nedlukning så ud til at strække sig uendeligt. Det blev hun så sur over, at hun rekrutterede Bjørn til at føre nålen på hendes anvisninger. Det endte naturligvis med, at de blev rygende uvenner midt i processen, så hun selv var nødt til at køre ringen igennem det nylavede hul, mens blodet silede ned over hendes øje og dryppede ned på håndvasken og toiletgulvet. Hun var fandme stædig. Bagefter snakkede de ikke sammen i et døgn; de sad bare på hver sit værelse og surmulede og forvirrede hunden, der ikke vidste, hvem den skulle holde med.

Mine børn ville helt klart have haft en tryggere barndom og bedre muligheder for at styrke deres sociale kompetencer, hvis vi havde været en del af et større fællesskab med familie og naboer, venner og bekendte, der hjalp hinanden og udfordrede hinanden og tilførte nye dynamikker til det ellers stillestående brakvand, som en isoleret familie på tre hurtigt får drænet for ilt. Overlevelse er ikke gratis. I stedet har de fået badass overlevelsesfærdigheder og et sammenhold, kun børn med et traumefællesskab kan udvikle. Selvom bølgerne kan gå højt indbyrdes, er de hinandens makker i tykt og tyndt når det virkelig gælder.

Når man kigger ud over fjorden i tusmørke, måske lader blikket hvile på et usynligt punkt på den stille, mørke nordbred, virker verden næsten fredfyldt. I tusindvis af år har fjorden hvisket sit stille suk. I tusindvis af år har den braget af raseri. Fjordbredden har givet mad og ly til generation efter generation af overlevere. For er vi ikke alle sammen det? Overlevere? Man får sådan en fornemmelse af uendelighed, af små menneskers ubetydelighed og naturens storhed, når man ser Moder Jord leve videre trods civilisationens fald. Faktisk lader hun til at trække vejret friere.

I træerne suser den samme sagte sang, som lød længe før der kom mennesker hertil. Når vi en dag er væk, vil den nynne os farvel. Lyden minder mig om den stilhed, der fylder et rum, når et barn er faldet i søvn. Eller når nogen dør.

Zombieapokalypse rammer Trekantområdet i ny dansk roman

Ny bog bruger Vejle Fjord og det kuperede landskab som kulisse for en fortælling om overlevelse, familiebånd og psykisk sårbarhed efter en muteret corona.

Hvad sker der, når verden lukker helt ned – og det ikke længere er nok at spritte hænder og holde afstand? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i den nye danske roman Cluster Z – Vinterland, der udkommer 13. marts 2026 og udspiller sig i Trekantområdet omkring Vejle.

Romanen skildrer et postapokalyptisk Syddanmark, hvor en muteret coronavariant har forvandlet store dele af befolkningen til levende døde. Blandt de overlevende er historielæreren Laura Kronborg og hendes to børn, Elvira og Bjørn, som forsøger at navigere i en verden præget af isolation, frygt og konstante valg mellem overlevelse og menneskelighed.

Ifølge forfatteren Jannie Uhre Kongsgaard er zombierne dog ikke historiens egentlige omdrejningspunkt.

“Zombiegenren handler ikke kun om klamme kadavere. Zombierne er bagtæppe for en historie om menneskers adfærd og valg i ekstreme situationer. Det er presset – ikke monstrene – der er den egentlige gyser,” siger hun.

Cluster Z – Vinterland trækker bevidst på lokale omgivelser som Vejle Fjord og det kuperede landskab for at forankre fortællingen i genkendelige rammer. Samtidig flettes områdets historie ind i handlingen.

“Som tidligere museumsinspektør er jeg optaget af de historiske spor i landskabet. Der er fortællinger overalt omkring os – jeg har bare drysset lidt zombier ovenpå,” fortæller forfatteren.

Ud over gys og spænding kredser romanen om temaer som traumer, angst og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom. Det er en fortælling om kærlighed, ansvar og om, hvordan isolation kan fremkalde både det bedste og det værste i mennesker.

Cluster Z – Vinterland er første bind i en ny serie og udkommer på Forlaget Facet.