1

Jeg var tæt på at kyle mobilen ned i dynen. Det er tredje gang i nat, jeg tror, min søster ringer, og nu er jeg for vågen til at kunne falde i søvn igen. Indimellem kommenterer Sarah hver anden tanke i mit hoved. Derfor skal jeg finde hende. Ellers ender jeg med at tvivle på, om en god bog nu også er god, og det kan blive en kamp at beslutte, om jeg skal tage et bad eller ej.

– Hvad er så vigtigt, at du absolut skal ind og snakke med forstander? spørger sekretæren og rejser sig fra sin kontorstol med en fart, så jeg træder et skridt baglæns, imens jeg aktiverer min mobilskærm.
– Lige et øjeblik, bremser hun mig, inden jeg er nået halvvejs i Sarahs mest tvetydige svar. – Hun sender dig ikke beskeder hver dag, er det dér, vi er, Elias?
– Jeg er jo nødt til at få et tegn på, at alt er ok i det, hun skriver.
– Esther, Sarah og Phillip er rejst. Du er ikke kostskolediscipel længere. Se det som din chance, siger hun og holder kontordøren for mig med et suk og et afsnubbet smil. – Tag fat i din studiegruppe. Der skal så lidt til, du.
På min sengegavl er en ufo på vej ud i rummet under overskriften “Sarah Express?”. Før jeg får overvejet det, har jeg flået tegningen ned. Jeg burde være for gammel til at lade den slags bide på.
Nætterne er de værste. Jo hurtigere jeg falder i søvn, desto mindre er sandsynligheden for, at spekulationerne når at tage over. Det bliver for koldt at ligge med det ene ben udenfor, selvom dynen er alt for varm. Skal jeg snakke med nogen på kollegiet, skal de ville snakke med mig. Flere af dem kunne finde på at indstille mig til Årets Klimasvin, bare jeg nærmer mig idéen om at tage til Saudi for at finde hende. Så var det ellers løst. Jeg kunne stikke af lige nu, inden andre når at forhindre det. Det ser jeg på i morgen. Om fire timer. For sent at prøve at falde i søvn. Ved at trække dynen over hovedet mindskes risikoen for at mobilens skær vækker de andre studerende. Op til tyve timer kan der gå, ser det ud til, inden et Saudivisum kan downloades.
Hængslerne knirker, lige meget hvor langsomt jeg åbner skabslågen. Hvis bare én på sovesalen vågner, ved at jeg pakker, kan jeg godt glemme det. “Taget til Riyadh for at finde Sarah,” skriver jeg på beskedtavlen og løber ned til busstoppestedet, før morgenklokken når at røbe mig.

I virkeligheden var det Phillips idé. Det er højst et par uger siden, han nærmest virkede såret, da jeg afviste at rejse ud for at finde hende. Jeg er blevet klart bedre til at affeje hans idéer med mig – og nu tager jeg så af sted alligevel, men igen, hvor tit har jeg fortrudt, hvis jeg har gjort, som han sagde? Der var lige dengang, han insisterede på, at jeg skulle være kæreste med Esther. Hun skulle kiles ind imellem Sarah og mig for at afspore Sarahs interesse for, hvad Phillip og jeg gik og lavede, og det er ikke min udlægning. Han sagde det ligeud. Langt det meste siger han ligeud. Der kan godt have været en dag, hvor Phillip undlod at brokke sig over Det Ny Rosenlund, men det er ikke engang sikkert. Forelæsningerne på det nye Global University endte med at handle om hans kritik af skolens værdier. Og det er for så vidt ligegyldigt, om det var rimeligt eller ej at sende ham til Mediehuset i London. Det var den løsning, der var mulig. I øvrigt til en journalistløn på niveau med lærernes og med optimale forudsætninger for at hænge skolen ud, hvis det kunne give ham ro indeni. Egentlig straf var der ikke tale om. Ledelsen tog først og fremmest hensyn til Phillip. Det må jeg se at få ham til at forstå, når han engang er blevet modtagelig. Der går noget tid endnu. Først skal vi overhovedet have vænnet os til at mødes online. Jo længere tid det varer, inden nogen af os tager hul på, at han blev smidt ud af skolen, desto mere akavet bliver det at tale om. Vi kan begge to stadigvæk lure på, hvad den anden mon vil sige om lidt. Jeg ved ikke, om jeg har set en film i opholdsstuen uden på et tidspunkt at ligge halvvejs ovenpå Phillip. Gav han mig et kram i dag, ville jeg stivne.
Det med Esther er for længst overstået. Det er år siden, jeg slap for at trækkes med idéen om os som Rosenlunds trivielle kærestepar. Jeg kan da godt ligge vågen, før klokken ringer, hvis hun glimtvis har vist sig i en drøm; ikke fordi det som sådan plager mig. Jeg tænker sjældent på hende i løbet af dagen, ikke bevidst i det mindste.

Baggrundslarmen fra afgangshallens rullekufferter tager toppen af mine bange anelser om, hvordan ledelsen vil reagere på, at jeg er lettet om fire timer. Det dulmer den tiltagende uro i maven at gå på skolens app og genopfriske mit arabiske. Sarah gav mig enetimer. Hvorfor lige mig spekulerede jeg ikke på dengang, selvom resten af klassen slap. I starten var det sjovt at tegne skrifttypernes krumninger. Siden gjorde jeg mig dum i håb om, at hun så ville droppe sin sprogundervisning, skønt jeg allerede på det tidspunkt må have vidst, at det kun ville få hende til at tage hårdere fat.
Jeg overvejer ikke længere, om jeg skal skrive i min notesbog. Det sker af sig selv. I starten var det en vane, siden et behov, ligesom at være ryger, vil jeg tro. Hver dag vil jeg notere, fem minutter bare, indtil jeg har fundet hende.
Vi ligner hinanden, Sarah og jeg, også på vores mørke hud. Jeg er for lille til at kunne huske, da vi mistede mor og far. Sarah har sjældent sagt nej til at genfortælle historien. De var persere i eksil og boede på billige hoteller i Paris’ araberkvarter, hvor de afventede en opstand i Iran. Men den kom ikke. I stedet kom vi. Søster Marguerite tog sig af os under deres hemmelige rejse til Isfahan i skjul for præstestyret, og vi jublede over, at vi måtte hoppe i sengen til efter midnat, den dag de kom tilbage. Indtil de skulle af sted igen, og det var to kolleger, som låste hoteldøren op. Manden kunne ikke hilse, da han talte i telefon, og prøvede ikke at skjule, når han drak af mælkeflasken fra køleskabet. Bagefter læste han en forskrift højt fra vores forældre om at sende os ud af Paris uden papirer til “et sted med betryggende forhold for børn at vokse op i”. Jeg startede i Småbørnsgården på Rosenlund, Sarah i skolen.

I flere år vågnede jeg hver nat, listede forbi natpræfektens niche og løb over til pigernes sovesal. Jeg var sikker på, at Sarah aldrig sov, for hver gang jeg stod der, satte hun sig lysvågen op i køjesengen. Hun tyssede og kaldte mig hen til sig, mens hun slog sin varme dyne tilbage, til jeg var kravlet ind til hende. Plagede jeg hende tilstrækkeligt, hviskede hun historien om, at mor og far var de to engle, som bragte os hertil. Med mine arme om sin hals kurede hun ud over sovesalsvinduets karm, lempede mig ind ad vinduet til fyrrummet, op til min seng, holdt min hånd, til jeg sov, og listede tilbage til pigernes afdeling. Et par gange faldt hun i søvn i min seng. Det værste var ikke, at hun blev sendt på kontoret. Den tur kender de fleste. Inden man når trapperne for enden af kontorgangen, er forstanders opsang sivet ud af kroppen igen. Men drengesalens tilnavn til hende, som “pigen der sover på tyrestationen,” kunne ende med at klæbe for altid. Hun så det ikke. Det med at skåne sig selv var fremmed for hende. Dagen efter satte hun sig ind til os i lektietimen og lod sig udsætte for hånlige drillerier for noget, som jeg var årsag til. Mange gange fattede hun ikke, hvad de andre grinede af, hvis hun rakte fingeren op under en morgensamling for at tilmelde sig drengenes brydeturnering. “Sarah er for optaget af det, der optager hende, til at kunne forholde sig til, hvad der egentlig foregår,” var Phillips udlægning. Først med skolereformen ændrede det sig. Indtil da lod hun, som om intet var sket og kløede på, til det blev friaften. Tit fortrak hun til biblioteket for at fordybe sig i Mellemøstens kvinders vilkår til sengetid. Det nyttede ikke, at jeg lavede støj. Jeg kunne blive ved at skubbe til den bog, hun sad bøjet over, for at få hendes opmærksomhed, til hun med ét greb mine hænder og tvang mig til at sværge ved vores forældre på, at jeg aldrig ville fortælle historien om dem som engle til nogen, for så kunne der ske os begge noget ubehageligt. I det samme bøjede hun hovedet og var optaget af at læse videre, før jeg nåede at spørge hvorfor.

2

Riyadhs ankomsthal er som at stå i køkkenets kølerum. Bukserne klistrer til lårene, min skjortekrave føles som en uopvredet klud. En metallisk smag fra støvet på Pepsi Boulevard blander sig med en sødlig lugt fra dadel-dryssende palmer. Mænd i hvide kjortler kører slalom på meterbrede motorcykler mellem scooterladvogne læsset med sammenbundne får og kalkuner. Jeg når akkurat at bremse mig selv, før jeg får tænkt hånligt om de guldbeslåede spisebordsstole bag ruderne og edderdunsdyner, som butiksejeren har forskønnet med guldsnore syet oven på hver søm. For tredje gang undskylder jeg over for en dreng at måtte afvise hans mangojuice. Frejdigt balancerer han videre med sin tinbakke, vant til at afstemme afstanden mellem lastvogne med kompressorhornene i bund, der falder til en dybere tone under passagen, og han fortsætter ind i et legetøjssupermarked, hvis vinduesudstilling ligner en autoforretning. BMW’ere og Porscher med benzinmotorer i miniudgaver, så sheikernes sønner kan sætte sig ind og køre på deres fem-års fødselsdag. Mine fordomme står på spring. Når bare jeg er bevidst om det: Mellemøsten er andet end armod efter vestlig pression.
Hotelværelsets seng er så blød, at man forsvinder i den; normalt sparker jeg ikke skoene af. “Narkosmugling afstraffes med stening,” står der øverst i visummets præmisser. Ved siden af ligger bladet fra flysædets lomme med overskriften “Ahlan wa sahalan”: “Vær velkommen og føl dig hjemme”.
Sveddråbernes løbebane føles som en fjer, der stryges fra hals til navle. Termostatens knap sidder fast. Det kræver kun en anelse utålmodighed at få rykket ledningen ud af klimaanlægget. Ikke den måde, jeg normalt reagerer på. Varmen har fået ilten herinde til at fordampe, er det som om. For sent fik jeg lukket vinduet igen, rummet summer af myg. Værre hvis skolen når at efterlyse mig, inden jeg får givet livstegn. “Alt er ok. I hører fra mig, når der er nyt om Sarah”. Det er i virkeligheden nok, hvis ikke forstander når at smide mig ud, før jeg finder hende. Skulle det ske, fikser Sarah det til den tid. Jeg klikker “send”. Med lagenet over hovedet tæller jeg til næste gang, der bliver kaldt til bøn fra mindst tre minareter, indtil solen står op, og jeg lige så godt kan gøre det samme.

★

Sarah ville elske det. Suge lugtindtrykkene ind under gydernes solsegl, løbe ti skridt foran og pege og gå baglæns, så vi kunne se hinanden, og højlydt digte, hvordan folk har indrettet sig bag de rosa døre. Hun ville lege tagfat med gadens drenge med en iver, så de ville træde ud af legen og stå himmelfaldne og glo på hende.

Guldbogstaverne “Arab Environment Network” er fræset ind i højhusets granitportal på hendes ngo. Den ser ikke ud til at mangle sponsorer. Glasporten bag mig lukker med et undertrykt, dumpt sus som forstanders Volvodør. En dreng fører mig til en foyer douchet med rosenvand, hvor to mænd går i gang med at bladre med den ene hånd i min kopi af Sarahs stipendieprojekt “Kvinder i mandsdominerede kulturer,” imens de med den anden holder deres cigaretter opad mellem tommel- og pegefingrene. Selv røgen er parfumeret. Her klarer man sig uden mimik. Det gør deres tavshed mærkbar. Alligevel kan drengen udlede, at de intet kendskab har til “en kvinde fra Skandinavien,” andet ville også overraske mig. Det tænkte jeg allerede på vej herhen som en gardering.

“Hotel InterContinental” står med meterhøje arabiske tegn på taget af et højhus. “Den internationale presses uofficielle klub i Saudi” fortalte Phillip mig. En del af restaurantens borde er ganske rigtigt optaget af mandlige vest-journalister, stilfulde med trimmet skæg og manchetknapper. Inden jeg når at fortryde, har jeg stillet mig hen foran én, som klapper skærmen ned og rækker hånden frem, før jeg får spurgt, om jeg må forstyrre. Belgier og dækker Saudi for magasinet EU Review.
– Virkelig? siger jeg oprigtigt interesseret, hvilket åbenbart ansporer ham til at få afklaret, om jeg er på listen til et bestemt selskab. Noget med “can-can i de forbudte telte” og “masser af andre vest-reportere”. Den slags tilbud jeg har forbudt mig selv at takke nej til.

Jeg får forsædet i den forreste A8’er. Belgieren og hans kolleger joker undvigende på mit spørgsmål om, hvorvidt Audierne kan betragtes som gaver fra regeringen til udenrigskorrespondenter. De tror, jeg er sarkastisk. Det får være; et forsøg på at udrede kan gøre det mere anspændt. Over et bart ørkenstykke dukker et telt i cirkusstørrelse op. Gæstearbejdere er ved at slå de sidste bardunpløkke i. Indenfor er en scene opbygget af pepsikasser. En flok vestmænd i underskørter står og svinger benene op til en fodboldslager. De må være for gamle til at vide, at de approprierer drags. Flere af tilskuerne i teltet er ellers på min alder. Jeg vender ryggen til, hvilket åbenbart provokerer et par mænd med langhårsparykker til at hale mig ud på gulvet og ind i en dans, som jeg har svært ved at undslå mig, da de danner rundkreds med et fast greb om mit liv. Nogle buldrer taktfast i klapbordene. Én vælter, og vi andre følger med. Jeg ender ude i sideteltet og maver mig ud under dugen, før nogen finder på at trække mig ind igen, indtil jeg befinder mig udenfor.
– Du er ny her, min ven?
Jeg gør et ryk til siden. Klos op ad mig står en adræt mand, også med trimmet skæg.
– Det kan man se med det samme. Du er ikke dér endnu.
Han må have bemærket, at jeg så undersøgende på ham, siden han nu vil trykke min hånd. Mendel. Det er ham, der står for arrangementet. Sådan vil jeg også opføre mig om et par måneder, er han overbevist om, sætter sig på hug og peger ind under teltdugen. Det, vi ser, er et sundhedstegn. Gæstearbejderne må samle kræfter til at kunne udholde hverdagen i kongeriget. En besked tikker ind på hans mobil. Jeg skynder mig at spørge mere ind til foretagendet, så det falder naturligt, at jeg kommer på afstand af gæsterne ved at følge ham. Det er andet år i træk, han driver forretningen. Samme ramasjang hver uge. Bilerne ankommer, mændene ter sig.
– Og det er lovligt?
– Jeg slipper af sted med det.
De er flere tusinde fra Det forbudte Land, der stadig hedder Palæstina på skolernes landkort, gør han klart. Umiddelbart virker han bevidst om, at der ikke skal være nogen bitterhed at spore hos ham.
– Det lyder, som om der er en ny opblødning på vej, siger jeg for at holde samtalen i gang.
Han belaver sig på et grin, men bider det i sig. Landet investerer benhårdt i turisme trods de ortodokses misbilligelse. Spændingerne vokser under overfladen. Ifølge Mendel tåler hoffet lige akkurat folk som ham, for uden fristeder som hans ville kongen ikke kunne holde på vestlig arbejdskraft. Jeg takker nej til en cigaret. Han skal ikke selv have nogen. Endelig fatter jeg hans interesse for mig. Mendel skal vinde min gunst; én utilfreds kunde kan fordærve hele geschäften.
– Hvor i verden finder du ellers et sted, min ven, hvor mænd fra Vesten slår sig løs uden kvinder og musik?
Det gavner intet at vise, hvor trist det spørgsmål gør mig, og jeg trøster mig med, at der heldigvis ikke er alkohol indblandet. Han trækker i min arm. Et rum dukker op inde under flere lag kameldug. Gæster står i kø i, hvad der ligner en mobil vaccinationsklinik. En blond mand, hvis bug kommer til syne imellem skjorteknapperne, træder op på en badevægt, mens en dreng stikker en kanyle i en anden mands arm. Spiritus er ulovligt, lader Mendel forstå, på nær når den injiceres, fordi den derved indgår i medicinske præparater. Drengen spørger den næste gæst, hvor mange promille han kan tænke sig, noterer hans vægt, afmåler finspritten, som skydes i en vene med øjeblikkelig effekt: Gæsten klukler og ryster overkroppen. Tanken om nålestik sender kulde gennem mig, fornemmelsen af afmagt, når metal trænger ind. Inden Mendel kommer på at tilbyde mig et skud, nævner jeg mit ærinde i landet og idéen om at skabe kontakter gennem journalisternes netværk. Med antydninger af puf bliver jeg ledt udenfor igen. Han er ikke optimist. Mediefolk er de sidste, jeg skal forvente hjælp fra. Det, understreger han, er vigtigt, at jeg forstår. Stort set alle er kongens folk, der producerer lobbyartikler, som de forærer væk til bureauer kloden rundt. En del skulle ovenikøbet være udstationeret for europæiske mediehuse. Skriver de kritisk én gang, fornys visummet ikke. Imens Mendel åbner sin Mercedes med fjernbetjeningen, illustrerer han med fire fingre, hvor mange gange journalisternes løn er højere end chefredaktørernes i hjemlandet, der skulle høste prestige af at have en mand i Mellemøsten, som ikke koster én dollar og som er ganske risikofrit.
– For I er mere interesseret i Sydpolens flora end i det diktatur, der udgør krumtappen i verdens energiforsyning.
– Så vidt jeg ved, har regeringen en forvaltningslov.
– Jo da, den hedder i øvrigt Koranen i omskrevet form. Du ankom i går, ikke? siger han, dasker til mig og tilbyder et lift.
Han skal hente et VIP-selskab i centrum. Belejligt.
Boulevarderne er oplyste, som var det midt på dagen. De fleste kører med slukkede lygter, men har lyset tændt inde i vognen, så de kan se hinanden. Vi overhaler en dreng, der må stå op for at kunne nå speederen og se ud ad forruden, imens hans mor, formentlig, og storesøstre dirigerer med fagter omme fra bagsædet. Hoffet ser gennem fingre med, at sønner fungerer som chauffører, når far ikke er hjemme, får jeg at vide, mens familier kan miste anseelsen, hvis kvinder sætter sig ved rattet.
– Selvom kvinder har fået lov til at køre?
– Netop. Du lærer det snart.
Selv de mindste palmer foran mit hotel er badet i projektørlys. En piccolo åbner bildøren.
– Der findes ingen vej uden om hoffet, siger Mendel. – Bliv venner med en prins, her er femogtyve tusinde at vælge imellem. Det er betingelsen min ven.
Bilen er væk. Var han lige ved at tilbyde mig en kontakt? Det er ok, at jeg tøver, men kun her i starten.
Den sidste uges aftenritual har været at forestille mig Sarah læne sig ind over håndvasken, imens hun reder sig. Med venstre hånd samler hun håret, griber børsten og tæsker det filtrede hår med en energi, som var der ild i det. Tandtråden holder hun i ro mellem tænderne og virrer i stedet med hovedet, som en kat der rusker en fugl. Først bagefter opdager hun mig i spejlet, hvor jeg ler af hende, og hun ler af sig selv, og det bliver nemmere at falde i søvn.

Ny roman af Jens Krøgholt sætter identitet, idealisme og ansvar til debat

Den 6. marts 2026 udkommer romanen Min søsters løgn af Jens Krøgholt på Forlaget Facet. Romanen bevæger sig ind i spændingsfeltet mellem vestlig identitetspolitik og Mellemøstens kulturelle virkelighed og stiller skarpt på de idealer, der har præget en yngre generation – og konsekvenserne af dem.

Med udgangspunkt i et generationsopgør undersøger Krøgholt, hvordan stærke værdipolitiske overbevisninger kan få utilsigtede menneskelige omkostninger. Romanen kredser om ansvar, blind idealisme og den tavshed, der kan opstå, når autoriteter undlader at udfordre dominerende fortællinger.

Hovedpersonen Elias er elev på en kostskole, der profilerer sig på global bæredygtighed og progressive værdier. Da en pige forsvinder fra skolen, vælger han i første omgang ikke at stille spørgsmål. Først da både hans bedste ven og senere hans egen søster bortvises, begynder han at tvivle på skolens motiver. Elias flygter til Saudi-Arabien i håbet om at finde sin søster og bliver undervejs tvunget til at konfrontere sine egne idealer og grænserne for dem.

Romanen stiller spørgsmålet, om man kan holde fast i sine værdier, når de står i vejen for det mest grundlæggende menneskelige hensyn – og hvad det koster at give slip.

Jens Krøgholt har tidligere peget på et generationsansvar for ikke i tilstrækkelig grad at have bidraget med erfaring og modspil i de seneste års identitets- og kønsdebatter. Min søsters løgn er et skønlitterært bidrag til denne samtale.

På Bogforum 2025 udtalte P1-vært Anne Sophia Hermansen om romanens tematik: ”Det har i lang tid været populært, at børn skrev om deres elendige forældre. Hvornår begynder forældre at slå igen?”

Min søsters løgn udkommer den 6. marts 2026.